Udarbejdet januar 2014 af © Esben Brage.

Harald Plums barndom

H.P. blev født den 30. januar 1881 i Assens i en meget stor købmandsgård, søn ud af en rig familie fra en gammel og velrenommeret slægt – Plum. En stor præste-og handelsslægt der kan føres tilbage til omkring år 1500 og med eget våbenskjold fra ca. år 1562.

Moderen Agnes Plum var meget kærlig men streng. Hendes godnatlæsning for de 3 sønner var ‘Debet og Kredit’, så de fik klart handelsprincipperne ind med modermælken!

H.P. førte dagbog fra hans 12. år. Dagbogen udgav han mange år efter som et 3 binds bogværk med titlen ‘Dagbogsblade’, der er på 900 sider i fornem skindindbinding - men i et noget ustruktureret layout.

H.P. blev som 13 årig indskrevet på Aarhus Katedralskole, hvor han fik meget høje karakterer i samtlige fag og betegnede sig selv som klassens ‘ubestridte leder’.

I Aarhus boede han hos sin morbroder Harald Skovby, der var direktør for Aarhus Privatbank men grundet uoverensstemmelse med Katedralskolens Rektor Dahlenborg, flyttede H.P. sidenhen til København.


Harald Plums uddannelse og karrierestart

I København blev H.P. student i 1899 og cand. jur. i 1905. Han fik meget høje karakterer, hvilket fremgår af tilgængelige eksamensprotokoller for studentertiden og jurastudiet.

H.P. opnåede bestalling som overretssagfører i 1908 og praktiserede som sådan i Køben-havn frem til 1913.


Harald Plums start som handelsfyrste

H.P. helligede sig dog snart handelen og stiftede sit første handelsselskab i 1908, som hed ‘A/S The Crown-Butter Export Co.’. Firmaet fremstillede og solgte smør på ‘tins’, dvs. på forseglede tindåser. Han indsatte sig selv som direktør for dette selskab.

Kort efter i 1911 stiftede han endnu et handelsselskab ‘A/S The United Export Co.’, der forhandlede et bredt varesortiment på internationalt plan. Hovedkontoret blev placeret i Hamborg af handelsstrategiske grunde og Eskild Yding blev indsat som direktør.

H.P. så også muligheder i handelen med Rusland i og med, at der var anlagt jernbaner igennem Sibirien til transport af personer og gods. Derfor stiftede han i 1915 ‘Russisk Handelskompagni’ og indsatte sin fætter Erik Plum som direktør.

Økonomiske strømninger omkring 1. verdenskrig

Under 1. verdenskrig holdt Danmark sig neutralt krigsmæssigt og kunne derfor stort set handle med alle de krigsførende parter, især med Tyskland. Der blev tjent styrtende med penge i alle brancher, og der opstod helt nye og usete forretningsmetoder og områder.

Landmandsbanken, der var nordens største bank, havde så mange penge at låne ud, at det blev kaldt pengenes bolignød, fordi man manglede gode projekter til at placere inve-steringerne i og man var yderst risikovillig til at låne penge ud - rigtig store penge!

I Landmandsbankens 50 års jubilæumsskrift (1871 – 1921) udgivet i foråret 1922 omtales det meget pralende, ‘at Landmandsbanken nu var blevet for stor til Danmark!’

Harald Plums store chance

H.P. fik en udstrakt kreditgivning hos Landmandsbanken og samtidig begyndte han at tjene store penge i de handelsselskaber, som han fortsatte med at stifte. Han fik også Emil Glückstadt samt mange andre betydende personer valgt ind i bestyrelserne for disse selskaber, så virksomhederne udadtil kom at virke som solide og troværdige foretagen-der.

De betydende personer, der sad i bestyrelserne og bevilgede store kreditter, var overbevist om, at H.P. kunne opbygge en verdensomspændende virksomhed og levere de resultater til aktionærerne, som de stærkt håbede på.

H.P. var gennemsyret af entreprenørens optimisme og meget tyder på, at H.P. var en langt bedre iværksætter end administrator og måske derfor ikke tillagde administratio-nen, overblikket og kontrollen videre betydning i en selvsikker forventning om, at alle varer var omsættelige i en global verden. Samtidig havde han en blind tillid til konjunk-turernes udvikling og bæredygtighed, så han havde ingen betænkeligheder i de stort an-lagte projekter.

I den udstrakte kreditgivning fra Landmandsbanken i forhold til at finansiere disse enorme handelssatsninger, blev H.P. hjulpet godt på vej, da han blev mødt med stor for-ståelse og imødekommenhed af direktør Ove Ringberg, der var direktør Emil Glückstadt højre hånd.

Emil Glückstadt blev regnet for en af Europas skarpeste økonomiske hjerner og han var i lange perioder (helt op til et år) fraværende fra Landmandmandsbanken, da han blev anmodet om at udrede andre landes statsfinanser efter 1. verdenskrig, bl.a. Østrigs.

Det gjorde, at direktør Ove Ringberg havde bemyndigelse til at træffe afgørelser og ud-stede store kreditter. Han led dog samtidig af en uhelbredelig nyresygdom, der i perioder gjorde ham utilregnelig. I den forbindelse kørte hans dispositioner med långivningen til H.P. helt af sporet med de deraf store økonomiske katastrofer til følge senere i forløbet.

Onde tunger hævdede, at H.P. og Ove Ringberg var af samme seksuelle observans, der var rettet mod deres eget køn og det skulle have været med til at fremme den forrykte långivning, som blev givet til H.P.’s handelsselskaber.


Harald Plum og Transatlantisk Kompagni

H.P. stiftede Transatlantisk Kompagni i 1916, som var det første holdingselskab i Dan-mark. Konstruktionen var anbefalet og tilskyndet af Emil Glückstadt, direktør for Landmandsbanken. Transatlantisk Kompagni fungerede som holdingselskab for 127 handelsselskaber, som blev placeret i Danmark, Europa samt i Afrika og Sydamerika.

I et brev 1917 til broderen Kay Plum redegør H.P. for konstruktionen af Transatlantisk Kompagni som holdingselskab for de 127 handelsselskaber.

Kay Plum svarer ham i brevkopi nr. 12 af 29. april 1917:

Kære Harald.
’Tak for begge dine Breve, af hvilket jeg dels har udtaget Kr. 40.000 (~ 1.320.000 nu.kr.) til Anvendelse ved Overtagelsen af Thorø paa Lørdag, dels har jeg udtaget dine meget interessante Beretninger fra dine Selskaber.
Det er jo en sand Orgie af Tal og Navne, saa det næsten svimler for én ved Gennemlæsningen, og man i hvert Fald føler sig saa underlig lille og ubetydelig efter Studiet af disse o.s.v.’
Med særdeles Agtelse
din hengivne Broder
Kay Plum

I de forskellige handelsselskaber blev der handlet med alt: Rekyler, eksplosiver, olie, cement, øl, malt, fødevarer af enhver art (herunder gullasch og bouillonterninger), landbrugsprodukter, fiskeprodukter, maskiner til industrien og landbruget samt tømmer i mange forskellige sorter (også eksotiske) og trævarer i alle størrelser.

Transatlantisk Kompagni skabte hurtigt en global handelsvirksomhed, der lagde sig i slipstrømmen af ØK, som var stiftet af etatsråd H.N. Andersen, der havde banet vejen ud i verden.

Samtidig forsøgte H.P. at etablere rederi- og skibsfartsvirksomhed. Herved var H.P. at betragte som en farlig konkurrent og rival til H.N. Andersens handelsimperium og rederi.

H.N. Andersen’s primære bankforbindelse var Privatbanken men han havde også et stort engagement med Landmandsbanken, hvilket gjorde at han satte hårdt mod hårdt og modsatte sig denne finansiering af skibe og skibsfart, som H.P. havde udtænkt - for som H.N. Andersen udtalte det: ‘at Landmandsbanken ikke kan have ØK i den ene hånd og Transatlantisk Kompagni i den anden’.

Det første kontor for H.P.’s handelsselskab var placeret i Østergade 46, København. Men efter at der kom flere handelsselskaber til, flyttede man til større lokaler, som var placeret i Ny Toldbodgade 31 – 35, København.

I 1916, hvor Transatlantisk Kompagni stiftedes, blev det Bernstorffske Palæ i Bredgade 42 erhvervet og anvendt til hovedkvarter for det gigantiske selskab indtil 1921, hvor kompagniet krakkede. Palæet blev herefter købt af forsikringsselskabet Baltica, og den der anbefalede og stod bag overtagelsen i 1921, var hovedaktionæren H.N. Andersen. (Det har helt klart gjort meget ondt på H.P., at det var rivalen, der foretog dette tiltag).


Harald Plums omdømme

Kort om H.P.: I forretningskredse ville han gerne omtales som ‘H.P.’ og han var meget utålmodig i forhandlinger og gik det ikke hurtigt nok, så kom han med et irriteret udbrud ‘Jam!‘

Udover slægtens latinske motto ‘Sursum Corda ~ Vi skal værne om det ædle og det gode’, så havde han også sit eget slogan: ‘Millioner kommer – Millioner går!’ Prisindekset taget i betragtning ville det i dag lyde ‘Milliarder kommer – Milliarder går!’ Især det sidste gik i opfyldelse.

H.P. var en ret ukendt person inden for den københavnske offentlighed. Han deltog ikke i det almindelige selskabelige liv og boede altid alene men havde en tjenerdreng tilrådighed i døgnets 24 timer.

I mange år boede han privat i Agersøgade 20, København (nu hedder den Masnedøgade).

I 1918 købte han desuden Strandvejen 196 i Skovshoved (Den havde tidligere været prinsesse Augustas Thepavillon) og her boede han frem til 1929, dog primært om sommeren. Villaen, som havde navnet ‘Fortuna’, blev også kaldt ‘Lysthuset’ af H.P. Grunden gik helt ned til Øresund - det var før Strandvejen i 1930’erne blev lagt om mellem Klampenborg og Skovshoved og dermed afskar den direkte kontakt med vandet.

H.P. havde anlagt en havn ud til Øresund, som han brugte som base for alle sine sejlskibe igennem årene: ‘Fox’ – ‘Willemoes’ – ‘Ejgin I’ – ‘Ejgin II’ – ‘Sunshine’.

H.P. var en meget ivrig sejlsportsmand, og han vandt utallige præmier igennem årene. I nogle af kapsejladserne på Øresund dystede han bl.a. mod kong Christian den X.

H.P. havde også en motorbåd, ‘Depechebåden’, der havde den efter tiden uhørte motorkraft på 150 Hk.

De sidste af hans leveår 1928 – 1929 boede han i en stor og rummelig villa ‘Interim’, beliggende Lyngbyvej 210 (Villaen blev nedrevet i 1970’erne grundet Lyngbyvejens udvidelse).

Da H.P. i 1919 var på toppen af sin karriere, blev han slået til Ridder af Dannebrog. Han var i forvejen dekoreret med Gustav Vasa ordenen af 2. grad samt en del ordner fra de baltiske lande.


Katastrofer, fiaskoer og fiflerier

Med Russisk Handelskompagni havde H.P. lagt de fleste æg i den russiske kurv. Det gjorde ham meget sårbar, idet hans ejendomme og værdier i Rusland blev beslaglagt ved den russiske revolution i 1917, og det skønnes at tabene her udgjorde ca. 4 milliarder nu.kr.

I ren desperation forsøgte han at stable en kontrarevolutionær hær på benene under ledelse af baron og general Mannerheim, og det lykkedes at få samlet 200 mand men det hele var bygget meget dilettantisk op, så forsøget løb ud i sandet efter kort tids forløb.

Rusland var efter revolutionen og 1. verdenskrig ophør interesseret i, at få et handelssamarbejde etableret med Danmark igen og i den forbindelse kunne H.P. og Russisk Handelskompagni have fået nogle af de beslaglagte værdier tilbage igen.

Den danske regering udsendte flere delegationer til forhandlingerne med russerne men den så magtfulde H.N. Andersen desavouerede og modarbejdede enhver form for løsning til stor skade for H.P., og dermed også indirekte den danske økonomi!

Samtidig med denne deroute begyndte priserne at falde dramatisk hen mod og især i året 1920, hvor også kurserne på bankaktier og tyske mark raslede ned.

I reaktion på det begyndte H.P. nu en ‘varekarrusel’, hvor varerne cirkulerede rundt blandt hans mange selskaber med en fingeret omsætning, som intet reelt udbytte gav. Men alligevel blev der beregnet urealistiske udbytter og udbetalt kæmpe store tantiemer i disse selskaber. Det gav logisk nok nogle gigantiske tab, som blev sløret ved indviklede bogholderimæssige fiflerier.

Mange af disse varepartier endte i Frihavnen, efter at de havde været på rejse rundt til de mange handelsfirmaer, som var beliggende i de forskellige lande rundt på jordkloden.

Nogle af de grelle eksempler fra Sydamerika skal nævnes her:
Som et eksempel kan nævnes et parti klipfisk på 3.000 ton, som blev udskibet fra Frihavnen og via Kairo sejlet til Buenos Aires, hvorefter partiet vendte tilbage til Frihavnen efter en årelang rejse. På dette tidspunkt var det hele fordærvet.

Til Brasilien blev der sendt dukker og hængelåse til hele landets forbrug i mange år. Og herudover var der til afdelingen i Ecuador tilgået et parti ligkistepynt til de næste 2 - 300 års forbrug. Og sådan kunne man blive ved i det uendelige.

Varerne var mange gange af dårlig kvalitet og havde underlødige karakterer.

Der blev også begået meget svindel af de ansatte i selskaberne. En forretningsfører, der var ansat i Vils, Johnson & Co, som var et af de brasilianske handelsselskaber, havde uden tilladelse og med svindel for øje, opkøbt store skovområder på størrelse med Lolland med det formål at oprette kvægdrift. I det øjemed havde han fået overført store summer til handelsselskabet med kreditter fra Landmandsbanken.

H.P.’s højre hånd Eskild Yding blev sendt på en månedlang rejse til Brasilien for at kontrollere, hvor de penge var blevet af, som var kanaliseret i handelsfirmaet. Han telegraferede chokeret tilbage med følgende tekst, da han konstaterede dispositionerne og svindlen:
‘det hele foretagende er fuldstændigt sindssvagt med Kvægdrift og det vil kun give Haab om Udbytte, hvis man kunne faa Køerne til at kravle op i Træerne og græsse der! ‘

I Sydamerika var tabene for de handelsvirksomheder, der var placeret i disse lande, på ca. 7 milliarder nu.kr., så det var uhyre store beløb, der gik tabt der, og især Brasilien var Transatlantisk Kompagnis ulykkesland.


Landmandsbanken krakker

Landmandsbanken måtte i 1922 konstatere de facto fallit, så den krakkede og der måtte i årene derefter afskrives 17 milliarder nutidskroner i arrangementet med Harald Plum og Transatlantisk Kompagni. Til dato Danmarkshistoriens absolut største tab for en dansk bank.

Kurserne på Landmandsbankaktierne raslede ned. En aktie med et pålydende på kr. 1.000 havde i 1918 en værdi på 61.000 nu.kr. I 1922 blev den samme aktie nedstemplet til kr. 100 og samtidig gjorde de drastiske kursfald, at aktien nu kun var 2.900 nu.kr. værd. - alt i alt et tab på ca. 95 %

Der blev forsøgt at etablere et skraldespandsselskab ‘Externa’ til en rolig afvikling af de store tilgodehavender ved Transatlantisk Kompagni men der var kræfter, der hindrede det. Tilsyneladende var det igen H.P.’s onde ånd H.N. Andersen samt flere andre magtfulde personer, der stod bag, så den økonomiske katastrofe blev en realitet.

Den væsentligste årsag til, at Landmandsbanken brød sammen kan beskrives med få ord:
‘først og fremmest skyldtes det den kredit- og finansieringspolitik - som bankens ledelse havde anlagt i årene forud for det store konjunkturomslag i 1920’.

Det var helt klart Landmandsbankens primære ansvar, at den store finansielle skandale ramte landet og hermed gav de kæmpestore tab til alle, der var økonomisk engagerede.

Direktør Ove Ringberg døde i april 1922 af sin uhelbredelige nyresygdom (Brights syge), inden retssagen startede op for at kunne gøre ham medansvarlig for krakket.

Emil Glückstadt blev anholdt primo 1923 som hovedansvarlig for krakket og sat i Vestre Fængsel til retsforfølgelse. Han var meget syg bl.a. med hjerteproblemer, hvorfor han blev overført til Københavns Kommunehospital. Her døde han den 24. juni 1923 under en operation, hvortil der stødte komplikationer.


Retssagen mod Harald Plum

H.P. var i gennem en omfattende retssag i 1923 i forbindelse med at placere et ansvar. Afgørelsen og dommen blev nærmest en frifindelse. H.P. blev symbolsk idømt en bøde på 100.000 nu.kr. for unøjagtig bogføring, men kun i regnskaberne for 1919.

Det vakte meget stor offentlig opsigt, at der blev afsagt så ’mild en dom’, og sagen blev efterfølgende taget op i folketinget af bl.a. Christmas Møller og Thorvald Stauning med krav om at få afgørelsen prøvet ved en højere instans.

Efter en meget intens og ophedet debat afslog Justitsminister Svenning Rytter kravet med den begrundelse, at det var umuligt at komme videre grundet ‘Sagens kolossale Omfang og Bevismaterialets Uhaandterlighed!’

Da Venstreregeringen havde flertal for denne afgørelse, kunne det også tænkes, at det hermed ‘reddede’ nogle personer for et videre retsforløb, da de havde beklædt utallige poster i bestyrelserne for de mange selskaber, der nu var krakket.


Harald Plum fortsætter

Efter dommen fortsatte H.P. optimistisk og ufortrødent med at rekonstruere og danne nye selskaber med nye långivere i baghånden men den 24. oktober 1929 (på H.P.s dødsdag) revnede boblen med hans finansielle fatamorganaer og de kæmpe luftkasteller, som hans ca. 30 selskaber og virksomheder i virkeligheden stort set bestod af.

Panikken var også global og den 29. oktober 1929 lød det på børsen i Wall Street.

Sælg for helvede Sælg!


Harald Plums ekstravagante livsførelse

For de økonomiske midler, som H.P. disponerede over, foretog han i årene 1915 – 1929 mange ekstravagante tiltag. I det efterfølgende nævnes nogle af de mange eksempler.

Ved de beskrevne bygningsværker i dette afsnit anvendte H.P. arkitekten Aage Lønborg-Jensen til opgaverne og park- og haveanlæggene blev udført af nordens førende havear-kitekt Gudmund Nyeland Brandt.

I 1915 – 1918 byggede H.P. herresædet ‘Haraldsgave’ ved Bagsværd og forærede det til lillebroderen Niels Munk Plum (farfar til bl.a. Camilla, Mikkel og Simon Plum).

På Haraldsgave fik H.P. indrettet et gæsteværelse til sig selv, når han kom på besøg. Værelset var udformet som kahytten på en græsk lystyacht og adgangen dertil var bl.a. via et udvendigt rundt trappetårn (gæsteværelset findes stadig i dag med dets oprindelige udformning).

I 1917 købte H.P. ubeset den 60 hektar store ø, Thorø, som er beliggende 2 km. syd for Assens. Købsprisen var 2,2 mill. nu.kr. H.P.’s intention var at skabe et samlingssted for medlemmer af slægten Plum og deres venner, hvor man kunne feriere og rekreere.

Da H.P. var en meget sjælden gæst på øen, indvilgede storebroderen Kay Plum i at påtage sig prokura, såvel praktisk som økonomisk. Det gav Kay Plum meget store problemer og dem var der rigtig mange af; herunder svigt af leverancer, manglende betaling for naturalier, bedrageriske forhold med bestyreren af Thorø etc. Samtidig stod han også med ansvaret for alle de byggerier, der blev opført.

Når de kæmpestore arrangementer løb af stablen på Thorø stod Kay Plum også for alt det praktiske- det være sig indvielse af mausoleum og afsløringer af monumenter som fandt sted i perioden fra 1918 – 1929, i hvilken forbindelse H.P. havde indbudt mange prominente personer til Thorø.

Når H.P. ankom til øen, skulle alt være ‘klappet og klart’ - for at nævne en lille detalje, så havde H.P. fremsendt sin kjole, som Kay Plum lovede at stryge/presse, så den var klar til den første ‘Thorødag’, 1. juli 1918.

Ved overtagelsen af øen i 1917 gik man straks i gang med at restaurere ‘Thorøgaard’, som var en 450 år gammel forfalden gård. Træværket var af egetømmer og det var så solidt, at det kunne genanvendes.

1. juli 1918 blev Thorøgaard indviet efter en omfattende og dyr restaurering, som havde kostet 2 mill. nu.kr. Havens indretning havde med planter, klinker og ar-bejdsløn kostet 200.000 nu.kr.

Man sad i og ved antikvariske møbler købt i København for 470.000 nu.kr. Møblerne var købt af arkitekt Aage Lønborg-Jensen, der havde prokura til at foretage disse indkøb og for dette beregnede han sig 15 % i provision.

Der var bestilt og leveret et 18 personers 3 tårnet sølvbestik af sølvvarefabrikant Johan Ernst, Assens, til en pris af 46.620 nu.kr. Spisestellet var også til 18 personer og det var ‘Blå Tranquebar’ i kongelig fajance.

I forbindelse med indvielsen af Thorøgaard blev der fyret kunstfyrværkeri af for 17.290 nu.kr. skabt af kunstfyrværker Lüdvig Höhling fra Tivoli i København.

H.P. udnævnte 1. juli til ‘Thorødag’ og han ville gerne kaldes ‘Thoremanden!’.

Kay Plum filosoferer i brevkopi nr. 321 af 12. november 1918 til H.P. om, hvor dyrt det havde været at etablere alt dette på Thorø indtil nu, og at man kunne tilbyde Thorø som asyl med en meget høj standard ‘Til afsatte Kejsere, Konger og Fyrster fra 1. verdenskrig’.

Thorøhuse Syge- og Enkekasse blev hvert år på Thorødagen begunstiget i perioden 1918 og i årene frem til 1929 med et årligt beløb på 6.000 nu.kr. af H.P. med ønske om et godt naboskab.

I 1918 besøgte H.P. forårsudstillingen på Charlottenborg og så her kunstneren og skulptøren Carl Johan Bonnesens gipsmodel ‘Thors kamp med Jætterne’ fra 1892.

Da H.P. havde købt Thorø året før, bestilte han dette kunstværk udført i bronze til at blive opstillet på øen som et kolossalmonument. Kunstværket, som er 7 tons tungt og 5 m. højt, blev anbragt på et 1½ m. højt fundament og da det samtidig blev placeret på øens højeste punk, kunne det ses viden om fra store dele af Lillebæltsområdet.

Det tog 4 år at modellere skulpturen i ler og sidenhen i gips og derefter 4 år at støbe den i bronze.

Kunstneren blev honoreret med ca. 2,5 mill. nu.kr.

Afsløringen blev foretaget den 3. juli 1926 af professor Hans Brix med overværelse af 300 prominente personer, der var blevet færget til Thorø med hjuldamperen ‘Alexandrine’ i dagens anledning.

Dette blev den største dag i Thorøs historie og begivenheden blev da også beskrevet i alle landets aviser.

I 1958 købte fabrikant og konsul Haustrup monumentet ‘Thors kamp med Jætter-ne’, og opstillede det ved sin fabrik i Odense. I dag er det Glud og Marstrand, der ejer fabrikken og monumentet kan i dag ses fra Næsbyvej i Aaløkkeskoven.

H.P. havde allerede ved købet af Thorø tanker om at opføre et mausoleum. Ironisk blev det senere kaldt ‘Pyramiden’ af Kay Plum.

Udkastet til mausoleet blev udtænkt af H.P. ved et besøg på Thorø i 1919 men det blev først realiseret i 1926 efter kongelig bevilling og med gejstlig indvielse den 2. juli 1926 af 8 præster i ornat.

Etableringsprisen på mausoleet var på 3 mill.nu.kr.

Stenene til mausoleet blev hentet fra Bornholm og Sarkofaget var fra Sverige. Det var af 60 millioner gammelt Revsundgranit fra Jämtland, som var meget dyrere end marmor og der måtte bygges en speciel havn ved Vesterodde for at losse disse elementer af på Thorø.

Ved siden af mausoleet var der lavet gravsteder til H.P.’s pekingesere for den nette sum af 200.000 nu.kr.

Endvidere ville H.P. bygge en borg på øen a la Rundetårn og Trinitatis Kirke, som skulle indrettes til museum for slægten Plum og dens handelsselskaber.

Bygningen blev kun delvis realiseret i 1929 og den blev aldrig færdiggjort af H.P, men først i 1930 – 31 af Københavns Kommunelærerforening, der havde købt øen, efter H.P.s resterende handelsimperium kuldsejlede i 1929, og han aflivede sig selv på øen.

Da bygningen stod færdig i en noget amputeret udgave, fik den navnet ‘Vesterborg’.

I 1918 oprettede H.P. ‘Harald Plums Legatstiftelse’, hvori han placerede aktiverne for Thorø og Haraldsgave samt det 88 hektar store ‘Trelde Næs’ ved Fredericia, som han købte i 1919 med det formål at skabe et feriested for sit personale.

Legatstiftelsen blev oprettet af taktiske og økonomiske grunde og hertil blev der overført store pengebeløb, som var med til at finansiere de ekstravagante og vilde tiltag, som H.P. gjorde i gennem årene.

H.P. forespurgte Kay Plum, om han ville påtage sig ‘jobbet som prokurist’ for Trelde Næs. Kay Plum takkede nej, da han havde rigeligt at se til som grosserer på den store købmandsgård i Assens samt alt det ekstra arbejde med Thorø, som han havde påtaget i 1917 og i årene frem til 1929.

I stedet fik H.P.’s lillebroder Niels Munk Plum praktisk såvel som økonomisk prokura på Trelde Næs.

Herefter blev der på Trelde Næs opført nogle maleriske stråtækte bindingsværkshuse bl.a. ‘Troldehuset’

Under ferieopholdet skulle H.P.’s personale bespises med en 3 retters middagsmenu samt diverse gode vine dertil.

Disse goder var der kun penge til i 1919 – 1920, hvorefter ‘festen’ sluttede.

• Både på Thorø og Trelde Næs var H.P. en sjælden gæst. Han kom kun på besøg ved de store begivenheder og når han gik på harejagt.

• På Thorø havde man skabt en harebestand, der var købt på øen Alrø og hos godset Hindsgavl, til et samlet beløb på 30.000 nu.kr.

• Med 1 års mellemrum skænkede H.P. to smukke lysekroner til midtergangen i Vor Frue Kirke i Assens. Indgraveret ses det Plumske våbenskjold (de hænger der stadig).

• Befordringsmæssigt var H.P. prominent kørende. Hans første bil var en Fiat 501, Torpedo Cabriolet og senere i 20’erne blev den skiftet til en Lancia Lambda Cabriolet med V4 motor. Så han var særdeles standsmæssigt kørende, når han kom rundt i det danske land, hvor han yndede at tage på ture.

• Begge biler ses i filmen fra 1926 der blev optaget i Thorøhuse og i Assens. Kay Plum kører her i Fiat’en sammen med hans hustru Malvina og deres datter Else.
  H.P. kører i Lancia’en med tjenerdrengen i matrostøj og en ukendt mand samt pekingeseren ’Trold’, som var H.P.’s kæledække.

• Under krigen købte han lystyachten ‘Sunshine’ i England. H.P. kunne dog først få den til Danmark efter 1. verdenskrig ophør. Den var nordens største lystbåd på 150 tons med en fast besætning på 10 mand, som var tidligere marinere, der havde deltaget i krigen på engelsk side.
  
  ‘Sunshine’ var bestykket med små bronzekanoner, som blev affyret ved enhver given lejlighed – jo, der var fest, farver og salutter, når H.P. viste sig i arenaen.